Byggetilladelser på plads – vi arbejder på udbudsmaterialet

Mette Prag

Vi har nu endelig fået de nødvendige byggetilladelser til vores nye grønnere og mere trygge park i Stengade. Det betyder, at vi arbejder på at få lavet et udbudsmateriale, så vi kan finde et firma til at stå for selve etableringen af vores nye park.

Det var en glad og arbejdsivrig arbejdsgruppe, som mødtes for nylig til første møde i lang tid. Det går nemlig fremad med vores park i Stengade, og vi kunne blandt andet glæde os over, at alle byggetilladelser nu er på plads.

Derfor kunne Friedemann, vores arkitekt, også fortælle, at han er godt i gang med at udarbejde det materiale, som skal i udbud hos relevante entreprenører. Når det er på plads, kan vi finde det firma, som skal stå for selve etableringen af den nye park.

Vi har også lavet en tidsplan for etableringen af projektet. Selve arbejdet med at etablere parken går i gang i november, hvor vi starter med at fælde nogle af de store lindetræer. Henover det sene efterår og vinteren kommer selve arbejdet til at stå på, og hvis alt går efter planen, så kan vi fejre åbningen af vores nye, grønne og trygge park i maj 2021.

Vi glæder os rigtigt meget til, at vi kan tage vores nye park i brug. Parken er udtænkt af os selv, beboerne i Blågården, og derfor er vi ekstra glade for og stolte over, at vores drømmeprojekt snart er færdigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *